Pontifex maximus

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Pontifex maximus ('den største pontifex') var en ypperstepræst for pontifikalkollegiet (Collegium Pontificum), som var et præstelkollegie i antikkens Rom. Det var den vigtigste position i den antikke romerske religion. Positionen kun kunne bessides af patriciere indtil 254 f.Kr, hvor en plebejer for første gang kom til at besidde positionen. Selvom pontifex maximus faktisk var det mest magtfulde embede i det romerske præstedømme, blev pontifex maximus officielt rangeret som femte på ranglisten over de højeste romerske præster (ordo sacerdotum), efter rex sacrorum og flamines maiores (Flamen Dialis, Flamen Martialis, Flamen Quirinalis).^[1]

Det hellige kollegium og embedet som pontifex maximus siges at være dannet af den anden konge af Rom, Numa Pompilius.^[2]

Det var et udpræget religiøst embede under den tidlige romerske republik, men det blev gradvist politiseret, indtil det – begyndende med Augustus (r. 27 f.Kr. – 14 e.Kr.) – blev indordnet i embedet som kejser i den romerske kejserperiode. Efterfølgende kejsere blev tildelt titlen som pontifex maximus langt ind i senantikken, herunder Gratian (r. 367–383), men under Gratians regeringstid blev titlen erstattet i kejserlig titulering med den latinske sætning: pontifex inclytus ("ærede pontifex"). Den titulering blev fulgt af Gratians yngre medkejser Theodosius den Store (r. 379–395), og blev også brugt af de efterfølgende kejsere, herunder Valentinian III (r. 425–455), Marcian (r. 450–457) og Anastasios I (r. 491–518) .

Pontifex maximus var ikke bare en præst og en religiøs myndighed, men også en politisk. Pontifex Maximus var den øverste af de seks ypperstepræster, pontifikalerne i Collegium Pontificum. Andre medlemmer var Rex Sacrorum, "kongen" af de hellige ceremonier, flaminierne og vestalerne valgt af cooptatio. Antallet af ypperstepræster steg til 15 i det 1. århundrede f.Kr. De sad på livstid.

Ypperstpræsterne førte de "offentlige dagbøger", Annales maximi, der beskrev Roms religiøse traditioner, dogmer og andre forhold som senere lovne i Jurisprudence.

Ypperstepræster var før år 300 f.Kr. valgt blandt adelige, men ved lex Ogulnia kunne også plebejere vælges til embedet.

Efter lex Domitia i år 104 f.Kr. blev ypperstepræsterne valgt af comitia tributa; kun 17 af 35 Roms kvarterer (stammer) kunne stemme. Sulla afskaffede loven, men Julius Cæsar genindførte den som Pontifex Maximus. Senere blev kejseren automatisk Pontifex Maximus og valgte ypperstepræsterne. Kejseren blev endda guddommelig og fik instrumentum regni, håndhævet magt.

1. ^ Forsythe, Gary (2006). A Critical History of Early Rome: From Prehistory to the First Punic War. University of California Press. s. 136. ISBN 978-0-520-24991-2. Hentet 2. september 2016.
2. ^ Livy, Ab urbe condita, 1:20